I det jordiske liv lever vi med det kvindelige og det mandlige princip i os, som i visdomstraditionerne symboliseres af to søjler, som rummer og skjuler alle modsætninger, som kan beskrives således:
kvindelig
modtage
passiv
bevare
føle
adlyde
fantasi
analog tænkning
helhedsforståelse
træghed
mørk
negativ
mor
osv.
- mandlig
- give
- aktiv
- producere
- handle
- befale
- forstand
- rationel tænkning
- lineær forståelse
- bevægelse
- lys
- positiv
- far
Alle mennesker har disse principper i sig, uanset om de bor i en mande- eller kvindekrop.
Gennem studier af og arbejde med alle modsætninger i os skal vi hver især finde vejen midt mellem søjlerne og balancere dem i vort væsen: i følelser, i tanker, i handlinger, mm. Midt mellem de to søjler er midtersøjlen, som kaldes ligevægtens søjle, hvor der er harmoni og fred.
Både det feminine og de maskuline skal udvikles og udfoldes i os, og ’Når I anser det, som er to, for ét, og I anser det indvendige for lige med det udvendige, og det øvre for lige med det nedre, og når I anser det mandlige og det kvindelige for at være ét, så at det mandlige ikke skal være mandligt, og det kvindelige ikke kvindeligt, da skal I gå ind i riget.’ Th. 22
I personligheden, vort jordiske menneske, opleves det feminine og maskuline som to forskellige størrelser, idet alt i skabelsen er dualt. Efterhånden som vi udvikler vores indre sjælelige og åndelige væsen, skal alle modsætninger forenes for til sidst at smelte sammen i Enhed med det guddommelige.
På tegningen vises nogle af modsætningernes par; alle skal udfoldes og balanceres med sin modsætning.
I litteraturen møder man benævnelser som ’han’ og ’hun’. Er man fokuseret i personlighedens liv kan man nemt komme til at tolke ’han hun’ ud fra det jordiske perspektiv. Men beskæftiger man sig med vor indre vandring fra det jordiske til det himmelske, da anvendes disse ord ganske anderledes.
Her anvendes benævnelsen ’han’ om personligheden, og ’hun’ anvendes om vores indre sjæl. Når menneskets personlighed er blevet et rent redskab for den indre sjæl, dvs. den er fuldstændig hengivet til at tjene det højere liv. Da kan det endnu højere liv, det guddommelige, inspirere sjælen i arbejdet. Dette guddommelige omtales som Faderen, som ’han’. Så ’han eller hun’ har intet at gøre med om det enkelte menneske bor i en kvindekrop eller mandekrop.
’Som det er foroven, således er det forneden. Som det er indeni, således er det udenpå. Som det er til højre side, således er det til venstre. Som det er foran, således er det bagved. Som det er i det store, er det i det små. Som det er med det mandlige, således er det med det kvindelige. Når disse ting vil blive erkendt, så vil I se Guds Kongerige.
For i Mig er hverken mandligt eller kvindeligt, men begge er Én i den Fuldkomne Ene. Kvinden er ikke uden manden, og manden er heller ikke uden kvinden.’ De Tolv Hellige Evangelium.
I det guddommelige er alt Ét, og alt er i denne Énhed. Her er guddommelig Kærlighed og guddommelig Visdom Ét, de er som yin og yang; Kærligheden er i Visdommen, og Visdommen er i Kærligheden. Kærligheden kommer til udtryk i skabelsen som den kraft, vi kalder Kristus, og Visdommen kommer til udtryk som den guddommelige tanke, som vi kalder Sophia og i den kristne tradition Verdensmoderen Maria.
Læs mere i følgende bøger: