Slangen betragtes som et symbol for Visdommen såvel som fristeren. I 1. Mosebog læser vi, at Slangen var det viseste af alle de vilde dyr, Gud Herren havde skabt.
Slangen kryber på jorden og er oftest skjult; den kan være farlig og giftig for mennesker, men slangen har også et højere aspekt.
Da israelitterne ikke ville høre på Moses, beder han Gud om hjælp. ’Da sagde Herren til ham: Hvad er det, du har i hånden? og han svarede: En stav.’ Herren sagde: Kast den på jorden! Det gjorde han, og den blev til en slange; Moses ville flygte for den, men Herren sagde til ham: Ræk hånden ud og grib den i halen! Da Moses rakte hånden ud og tog fat i den, blev den til en stav i hånden på ham.’ (2. Mos. 4,4)
På et andet tidspunkt gør israelitterne oprør mod Moses, og Gud sender slanger til dem. Da de bliver bange og beder Moses om at fjerne dem, siger Gud til Moses, at han skal lave en slange, sætte den på en stang og løfte den op i luften! Så lavede Moses en kobberslange og satte den på en stang; hvis nogen så blev bidt af en slange og rettede sit blik mod kobberslangen, beholdt han livet. (4. Mos 21,9) I disse fortællinger ser vi, at slangen både kan være den destruktive kraft, men at den også har en guddommelig kraft i sig.
På samme måde som Moses ophøjer slangen og frelser sit folk, sådan skal Menneskesønnen også ophøjes. (Johs 3,14 )
I menneskets væsen er slangen til stede. I roden af rygsøjlen ligger slangeilden skjult, den er en naturkraft, der kaldes kundalini. Kundalinien er i virkeligheden tre energistrømme, Ida, den feminine strøm, som først vækkes; derefter vækkes Pingula, den maskuline strøm. Når begge er aktive, vil de rejse sig og sno sig om den tredje strøm, Sushumi-kanalen, som er midterstrømmen. De tre strømme udgør de tilsammen Cadusus-staven. Vi lever vort daglige liv i vort lavere væsen, som kaldes personligheden; vi lever da gennem de tre nederste chakraer. I denne udviklingsfase symboliserer slangen vort begær og de fristelser, som vi udsættes for, og som anses for at være ond.
Når vi begynder at søge Lyset ved at tilegne os kundskab og udvikle den indre sjæls dyder, og vi gennem meditation og bøn får begyndende kontakt til vores indre sjæl, hjertechakraet, da vil slangen på et tidspunkt skifte ham; den aflægger sit gamle væsen og fødes som visdommens slange.
Visdommens slange vil stige opad langs vores rygsøjle og til sidst sidde med hovedet i panden, sådan som vi ser uræus-slangen hos Farao og hos nogle egyptiske gudinder. Nogle gange ses en slange, andre gange tre. Uræus-slangen indikerer, at disse mennesker er højtudviklede, indviede og adepter.
Først når slangeilden er steget op fra roden til midten af hovedet, da ophøjes mennesket, på samme måde som Menneskesønnen blev ophøjet, dvs. at mennesket da er blevet et højt udviklet åndeligt væsen.
Slangen giver frugten af kundskabens træ til menneskene, som nu kan få kundskab og blive som guder. Når mennesket får kundskab, skifter den indre slange i rygsøjlen ham, og mennesket kan opnå visdom og få evigt liv. Slangen på billedet har tre ’søjler’ i sit væsen, som alle er udviklede, og slangen er nu forvandlet til Visdommen.
Læs mere i bogen Porten til Himlen